Hvor er det dog forbundet med meget skam det der spise noget. Kan rigtig mærke det i disse dage, hvor jeg virkelig forsøger at følge planen. Det er svært og hårdt, og jeg har lyst til at lade være. Jeg spiser jo ikke så lidt, at jeg taber mig vildt meget. Jeg synes, jeg skal spise meget, og jeg synes, jeg oplever at være meget mæt. Når jeg følger planen, synes jeg, det er svært at skeje ud. Jeg tør slet ikke noget. Der er ingen smutveje. Kun mad – og masser af det. Nu er det påske. Ikke at det betyder mere mad eller noget. Vi skal ikke det helt store… men alligevel er det anderledes. Argghhh. Glæder mig til, maden fylder mindre. Jeg klør på, og jeg spiser det, jeg skal…. Ja! Jeg gider ikke igennem dette igen… og igen… og igen…..
tirsdag den 3. april 2012
Mad skam
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Du har intet at skamme dig over, søde.. Men det kan jeg sige nok så mange gange, for jeg kan ikke tage skammen fra dig; og du kan ikke tage den fra mig. Det ville ellers være ret praktisk. Men vi kan støtte hinanden i, at vi gør det rigtige, når vi vælger at følge planen og spise det, vi skal. For skammen forsvinder med tiden, hvis vi "bare" fortsætter med at spise. Det er jeg sikker på. Jeg ville bare ønske, at jeg vidste, hvor lang tid der går, så det ikke virker som så endeløs en kamp. Men jeg gider virkelig bare ikke det her åndssvage mad-helvede mere. Det tager alt for mange af mine kræfter, som kunne bruges på så mange andre gode, og langt mere konstruktive, ting. Jeg tror på, at hvis vi blot fortsætter med at spise, så begynder maden at fylde mindre. Jeg kan nogle gange føle mig ret alene med min kamp, men så hjælper det at læse, at andre også kæmper. Så tak for det<3 Og hvis det er nogen hjælp, så spiser jeg også alle 15 mandler hver dag. Så du er heller ikke alene :)
SvarSletKnus og rigtig god påske til dig :)